|
Hverdagslivet med de daglige gøremål, rutinerne og kontakten med andre påvirkes, når man på grund af nedsat kognition får svært ved at overskue og huske, hvad der skal gøres og hvornår.
Forskning har vist, at netop hverdagslivets begyndende opløsning og vanskelighederne ved at fastholde den sædvanlig struktur på dagen for et ældre menneske, er det, som får familierne til at blive opmærksomme på, at noget er galt. Ofte registreres forandringerne også med undren af den, som er ved at blive syg: Hvad er det, der er galt med mig?
Mange som har problemer som ovenstående vil foretage sig en række handlinger for at finde sig selv igen, når dagligdagen bliver oplevet som usikker, mens andre sætter sig mere passive hen. Det er almindeligt, når man har problemer, der peger mod demens, at man føler sig utryg ved at skulle af sted og deltage i sociale arrangementer. Mange melder sig helt ud af forpligtende fællesskaber og kommer ind i en ond cirkel af isolation og inaktivitet.
Amerikanske og danske studier peger på, at mennesker, som har fået diagnosen demens, lider under at føle sig overset, ikke taget alvorligt, ikke inddraget i beslutninger og at de udfolder store anstrengelser for at bringe orden og system i hverdagen igen. At blive mødt af nogle, som tager problemerne alvorligt og at mødes med andre i samme situation opleves derfor oftest som en stor hjælp.
I 1997 fik støtteforeningen for senildemente i Faaborg Kommune midler fra Sygekassernes Helsefond til at udarbejde en pjece med gode råd om at leve livet med demens. I et fællesskab udarbejdede demensramte, familiemedlemmer og personale en lille pjece: ”Lev livet med demens”.
Alzheimerforeningen har i 2012 udgivet en ny-revieret udgave:
 Lev livet med demens
På rådgivningscentret for demensramte i Odense har en gruppe demensramte – med støtte fra Servicestyrelsen – udgivet en håndbog, som kan hentes her:
Demens – og hvad gør jeg så?
Demenssygdomme udvikler sig som regel over mange år, og de fleste af disse år tilbringes i hjemmet hos familien. For at få hverdagene til at fungere så godt som muligt for alle parter gælder det om at etablere hensigtsmæssige vaner og yde støtte i et omfang, som kan gradueres i takt med symptomernes udvikling. Først sent i forløbet, kommer det på tale at flytte i plejebolig eller måske i et leve-bomiljø.
Læs mere om god indflytning i plejeboligen her
I hele forløbet er det vigtigt at kunne sætte ind med individuelt tilpasset støtte og hjælp fra både kommune privat netværk og frivillige organisationer.
I min undervisning bruger jeg tit nedenstående model til at synliggøre, hvordan indsatsen skal kunne folde sig ud fra den tidlige start af demensforløbet og til sidste periode med svære vanskeligheder og stort behov for omsorg.
|
